Innovationsproces i Schweiz
Beate E. Wilhelm, i The International Handbook on Innovation, 2003
Finansiering af R&D i industrien
Det er heller ikke overraskende, at den private industri hovedsageligt finansierer sin F&U selv: I år 2000 brugte den schweiziske industri 7,71 milliarder schweizerfranc til F&U udført i deres egne virksomheder (intramuros) (BFS & Economiesuisse, 2001). Kilderne til F&U-finansiering i industrien er sammensat af 91 % fra industrien selv, 6 % fra udlandet, hovedsagelig gennem deltagelse i EU-programmer, 2 % fra den offentlige sektor og omkring 1 % fra andre organisationer i Schweiz. Derudover har schweizisk industri brugt yderligere 1,7 milliarder schweizerfranc til missionsorienteret F&U, for at støtte F&U og for at opnå knowhow til yderligere F&U (ekstramuros). Disse F&U-mandater bruges til eksterne institutioner beliggende i Schweiz og i udlandet (extramuros). Omtrent 7%, eller 125 millioner schweizerfranc, af disse industrielle udgifter ekstramuros bruges på universiteter, hvilket udgør omkring 3% af alle udgifter på universiteter – uden UAS. Omkring 23 % bruges på andre virksomheder til F&U, og cirka 65 % bruges til F&U på forskellige institutioner16 i udlandet. Med hensyn til alle R&D-udgifter i den schweiziske industri på omkring 9,5 milliarder schweizerfranc (intra- og extramuros) er beløbet brugt på universiteter i Schweiz faldet til 1%.
Forskningsaktiviteter i industrien er fokuseret på to industrigrene, nemlig maskinindustri, medicinal- og kemisk industri. De omfatter 70 % af alle industrielle udgifter til F&U (intramuros) og omtrent samme andel af industrielt F&U-personale (BFS & Economiesuisse, 2001). Sammenlignet med 1996 er antallet af F&U-personale i 2000 steget med 11 procentpoint, hvilket stort set er det samme som F&U-udgifterne, steget med 12 procentpoint.
Som set er der meget lidt økonomisk strømme til F&U mellem privat industri og universiteter: Privat industri i Schweiz bruger omkring 125 millioner SFr til missionsorienteret F&U udført på universiteter (i 2000). Disse strømme skal betragtes som én indikator for interaktioner og videnoverførsel mellem begge delsystemer. Finansielle strømme baseret på F&U – som beskrevet ovenfor – gør det klart, at der er et enormt industrielt F&U-system og et mindre videnskabeligt baseret F&U-system. Begge systemer er adskilt med meget få krydsninger: der er kun få F&U-kommissioner fra industri til universiteter eller omvendt. Alt i alt er disse data vigtige hints om, at industrien foretrækker at udføre F&U på egen hånd og til sine specifikke behov og formål. Det ville være interessant at vide, om, og i givet fald, hvordan satsen for bestilt F&U fra industri til universiteter – primært UAS – vil ændre sig, så snart UAS har udviklet deres F&U-potentiale.
Hvilket resulterer i, hvad kræves: (1) Det er vigtigt at definere F&U og innovative aktiviteter på universiteter og UAS. Dette kunne udføres som en Oslo-manual for universiteter og UAS; (2) For at skabe grundlag for måling af innovative aktiviteter og F&U på universiteter bør bedre data om forskeres aktiviteter indsamles og tildeles deres finansiering bedre end tidligere. Derfor bør der indføres et system med arbejdstidsregistrering; og (3) kontakter og forbindelser mellem universiteter, deres institutter og virksomheder bør også måles og kortlægges mere systematisk, f.eks. af erhvervede midler, efter kontakttyper og efter regioner.
For at finde ud af, om industrien eller videnskab mellem dem har et behov for interaktioner, viden og teknologioverførsel, og hvem der virkelig bruger dem, diskuteres disse kontaktformer i det følgende afsnit.
Østrig og Schweiz, Mediernes status i
strong>
Werner A. Meier, i Encyclopedia of International Media and Communications, 2003
II.B.1.c Finansiering
Schweizisk og østrigsk radio- og tv finansieres for størstedelens vedkommende af licensafgifter og reklame. I 2001 modtog SRG SSR omkring 1 milliard schweizerfranc gennem licensafgifter (dette udgør 72 %), mens reklame (kun tv) og sponsorering (radio og tv) indbragte 267 millioner schweizerfranc (19 %). Det schweiziske forbundsråd, som har det sidste ord med hensyn til at fastsætte licensgebyret, holder det så lavt som muligt og indekserer det ikke – primært for at bevare sin endelige beslutningsbeføjelse.
I Østrig, reklamer og licensgebyrer. indtægter bidrager med omtrent det samme beløb til ORF’s globale budget. I 2000 kom 43 % af de samlede indtægter på 853 millioner euro fra licensafgifter og 42 % fra annoncesalg (15 % kom fra forskellige kilder, blandt dem er salget af udsendelsesrettigheder de vigtigste).
SRG SSR allokerer sine midler internt til føderalisme og støtte til mindretal. For at sikre produktionerne af de fransk- og italiensktalende programmer får de en uforholdsmæssig stor del af de samlede ressourcer. Mens den tysktalende del af Schweiz bidrager med omkring 71 % af licensindtægterne, modtager den kun 42,5 % af de tilgængelige ressourcer. På den anden side modtager de fransktalende kanaler 33 %, og de italiensktalende kanaler modtager 23,5 % af ressourcerne, selvom disse regioner kun bidrager med henholdsvis 24,3 % og 4,4 % af licensindtægterne. Et retfærdigt grundlæggende udbud af programmer for alle sproglige kulturer kunne ikke opnås uden denne frivillige økonomiske tilpasning.
Tv-reklamer i Østrig og Schweiz, som repræsenterede omkring 25 % af hele det nationale reklamemarked i 2001 i Østrig og 13 % i Schweiz, er ikke kun underopdelt mellem henholdsvis de to kanaler ORF1 og ORF2 og de seks schweiziske nationale offentlige kanaler, men også blandt de såkaldte reklamevinduer implementeret i de store private tv-kanaler med oprindelse i Tyskland eller Frankrig, som er tilgængelige i kabelnetværkene i Østrig og Schweiz.
I 2002 var syv reklamevinduer operationelle, og de solgte reklametid i kanaler som RTL, Sat1, Pro7 og RTL2. Teknisk set erstattes tyske tv-spot-blokke af østrigske eller schweiziske reklamespots, hovedsagelig i bedste sendetid af satellit- og kabeloperatører i hvert land. Generelt hilser reklamebranchen disse ekstra slots velkommen som et alternativ til ORF’s og SRG SSR’s monopolistiske position. I 2001 nåede disse reklamevinduer en samlet omsætning på 87 millioner euro i Østrig og godt 70 millioner euro i Schweiz. For nylig lykkedes det ikke for den schweiziske regering at forhindre det franske tv-selskab M6, og dermed de franske politiske myndigheder, i at genudsende med lokaliseret reklame i det fransktalende Schweiz uden tilsvarende programudbud. Det schweiziske tilsynsorgan OFCOM hævder, at en sådan retransmission ville true det vestlige schweiziske marked med dets begrænsede økonomiske potentiale og ville føre til en reduktion af den kulturelle mangfoldighed.